af Arne Ladegaard

En hel familie kan godt være uden for fællesskabet

To gange om måneden mødes Hanne Fisker og tre andre frivillige med de fem familier, som udgør familienetværket i Røde Kors. Møderne har en fast struktur, som er med til at skabe tryghed og genkendelighed hos familierne. ”Vi spiser sammen, og enten er det en af familierne eller en af de frivillige, der står for at organisere madlavningen”, fortæller Hanne og hun nævner også ”at snakken går godt, når familierne samles omkring et måltid”. Efter spisningen er der aktiviteter specielt rettet mod børnene. Der er også tid for de voksne til at snakke sammen. Det kan være, at en af de voksne har behov for at vende nogle problemstillinger med en af de frivillige. Så er der mulighed for, at de kan gå ind i et andet lokale.

Netværket har nogle år på bagen

Familienetværket har eksisteret i fire år og tæller ud over de voksne også 11 børn i alderen 0-13 år. Formålet med netværket er at hjælpe familierne med at opbygge sociale relationer til glæde for børn og voksne. Der kan være mange årsager til, at familierne står lidt uden for. Det kan være, at familierne er økonomisk trængte, er på kanten af arbejdsmarkedet, har for få familiemæssige relationer og ikke deltager i fritids- og foreningsaktiviteter.

Jeg bruger mine kompetencer fra arbejdslivet

Hanne er uddannet lærer. Det er først og fremmest et ønske om at kunne gøre en forskel, der fik Hanne til at melde sig som frivillig. ”Jeg synes, det er godt at gøre noget for andre”, siger Hanne ”og mange af de kompetencer, jeg anvendte i mit arbejdsliv, har jeg mulighed for at bruge i netværket”. Men hun understreger, at det ikke er nødvendigt at have en pædagogisk baggrund for at være frivillig i netværket.

Det kan nemlig være godt med forskellige faglige baggrunde, som kan være med til at styrke aktiviteterne i netværket. I netværket efterlyser vi mandlige frivillige - bl.a. til de lidt mere fysiske og udendørs aktiviteter.

Du skal interessere dig for mennesker

En vigtig kompetence som frivillig er interessen for andre mennesker og en forståelse for andres livsvilkår. ”Vi sidder ikke med en løftet pegefinger” og ”vi har ikke en færdig opskrift på det rigtige liv”, forklarer Hanne, ”men vi prøver at gøre familierne opmærksom på de muligheder for social kontakt, som findes i lokalsamfundet”.

Samarbejdet med det offentlige

Det er ofte ”myndighederne”, sundhedsplejen eller arbejdsformidlingen, der gør familierne opmærksomme på, at familienetværket findes. Det er gratis at deltage. Røde Kors betaler for maden og de øvrige aktiviteter. Hvert år er der en fælles sommerudflugt. Derudover kan børnene deltage i en sommerlejr, hvor de møder andre børn i samme situation. Sommerlejren arrangeres af Røde Kors, og det er frivillige fra Ungdommens Røde Kors, der er ansvarlige for aktiviteter og alt det praktiske. Der er også et tilbud om et "højskoleophold", hvor hele familien er af sted, med program for både voksne og børn. For Hanne er det også vigtigt at gøre opmærksom på, at tunge sociale problemer ikke er noget, de frivillige skal løse. ”Vi henviser til fagpersoner i det offentlige, som kan klare den slags, og vi hjælper familierne med at søge hjælp”, siger Hanne.

God opbakning er guld værd

Som frivillig glæder Hanne sig over alle de muligheder, der er for sparring med de øvrige frivillige i netværket. Der er også gode muligheder for at diskutere og få råd og støtte andre steder i Røde Kors organisationen. ”Vi har også vore egne netværksmøder, hvor vi mødes med frivillige i andre netværk i andre byer. Det giver en rigtig god mulighed for erfaringsudveksling”, fortæller Hanne og ”det er med til at gøre arbejdet som frivillig endnu mere meningsfuldt”.

Børnene er i centrum

I familienetværket er der meget fokus på børnene. Ofte er det økonomien, der spænder ben, hvis børnene vil dyrke en eller anden form for idræt eller fritidsaktivitet. Røde Kors har mulighed for at støtte økonomisk. Hanne fremhæver, at en af glæderne ved arbejdet i netværket er at opleve, når nogle børn blomstrer op, når de får mulighed for at komme ind i det fællesskab, der findes i de lokale idrætsorganisationer.

Af Joan Frøkiær

Mimoun Bouterfas er en stolt formand for foreningen Al Amal, der i august kan fejre 1 års fødselsdag. Al Amal, som betyder Håbet, har allerede 160 medlemmer, der repræsenterer mange forskellige nationaliteter. De skaber aktiviteter, der forener på tværs af forskelligheder og socialiserer til et fællesskab i Danmark.

Klædt i rød-hvide farver træder Mimoun Bouterfas ind i lokalet. Ingen tvivl om, at han brænder for Danmark. På t-shirten ses et logo med teksten ”Al Amal Danmark”, et dansk flag samt logoer med aktiviteter under udbredte ørnevinger. Der er glæde i øjnene, og engagementet er ikke til at tage fejl af hos Mimoun, der netop har afsluttet en arbejdsdag som underviser på HTX på Herningsholm Gymnasium. Om Al Amal-logoet fortæller han: ”Al Amal betyder Håbet og er en organisation, som startede i Marokko for 43 år siden. Den har afdelinger i bl.a. Frankrig, Spanien og England -og nu også i Danmark. Det danske flag er et krav og symboliserer, at foreningen bygger på danske værdier, som også er universelle. Logoet viser nogle af de aktiviteter, som vi laver i foreningen, og ørnen symboliserer, at disse fælles aktiviteter har et højt mål og ”får målet til at flyve”. Mimoun har marokkanske rødder, har boet i Danmark i 21 år og er uddannet som civilingeniør i Danmark. Han har rejst meget og har set, hvor mange ekstremer, der findes i verden -og også i Danmark- og hvor mange ting, der adskiller mennesker. De sidste 14 år har han været medlem af Al Amal. ”Jeg ledte efter noget, en identitet, og opdagede, at Al Amal netop er et sted, hvor mennesker kan møde hinanden uden nogen grænser. Der er nogle universelle værdier, som samler os mennesker, og i foreningen laver man nogle aktiviteter -ikke for selve aktivitetens skyld, men for at opnå noget andet GENNEM aktiviteten. Der er fokus på socialisering, for man skal være socialiseret i det samfund, man lever i. Det har interesseret mig rigtig meget, at der ikke er nogle grænser for, hvilke aktiviteter man kan lave, men hovedformålet er at gøre noget sammen og lære i fællesskab. ” Derfor blev Mimoun inspireret til at starte en afdeling i Herning, som nu har eksisteret i et år.

Universelle værdier i Danmark

Al Amal tæller 160 medlemmer med 19 forskellige nationaliteter, som laver aktiviteter sammen. ”Det er det, der er brug for. Simpelthen. Der er brug for en forening, som omfavner alt, som har nogle universelle værdier og som mener det. Danmark er et af de få lande, som har disse værdier. Tolerance, respekt og frihed. Vi tolerer hinanden. Vi accepterer, vi er forskellige, men vi lever sammen. Politik og religion har vi intet at gøre med. Det må være en personlig sag. Vi kalder ikke til forskelle, men til fællesskab.” Al Amal har netop valgt de rød-hvide farver for at vise, at vi alle lever i Danmark og skal respektere samfundets værdier. I foreningen har de besluttet, at der skal være et dansk flag på bordet ved ethvert arrangement for netop at signalere ”Vi bor i Danmark. Vi respekterer landets værdier”. Med både styrke og blødhed i stemmen taler Mimoun om disse universelle værdier, som man ikke er i tvivl om er retningsgivende for hans engagement i opbygningen af det tværkulturelle samarbejde med socialisering som målet. ”Vi skal elske det land, som har taget godt imod os, og som ikke bekæmper os,” understreger Mimoun og fortsætter: ”Efter mange år i Danmark har jeg set, at der er så mange grupperinger som fx somaliske og tyrkiske foreninger. Jeg var medlem af Biavlerforeningen, som udelukkende bestod af danskere, og det samme opdagede jeg, da jeg havde en kolonihave. Her var også kun danskere. Selv om de siger, at der er åbent for alle, fungerer det ikke sådan i praksis. Det er ikke socialisering. Der mangler noget, og det er netop her Al Amal kan noget, som ingen andre foreninger kan.”

Fra lektiehjælp til Kung-Fu

Al Amal Herning arrangerer op til 12 forskellige aktiviteter. Sammen laver medlemmerne bl.a. fællesspisning en gang om måneden i Kulturama på Holtbjerg, hvor der er retter fra op til 8 forskellige lande. Desuden arrangeres der svømning, fodbold, sejlads, madlavning, kurser om biavl og jagt, lerdueskydning og ikke mindst lektiehjælp. Hver mandag mellem 17 og 19 er der lektiehjælp på Brændgårdskolen i to lokaler. Her kommer 50 børn og unge fra 3. klasse til 3. g på gymnasiet og får hjælp ganske gratis. Mimoun er også aktiv i lektie- caféen og har kørt den i 10 år i samarbejde med ledelsen på Brændgårdskolen. ”Det er en af de ting, der fungerer rigtig godt her i Herning. At så mange børn og unge kommer mandag eftermiddag er fantastisk, og forældrene bakker det op. Skolelederen kan se, at det virkelig gør en forskel. Nogle af eleverne har afsluttet 3. g med flere 12-taller. Vi er en forening, der tilbyder SÅ meget, og vi er med til at rykke grænser,” fortæller Mimoun. På Brændgårdskolen låner de en hal og mødes for at spille fodbold hver søndag. Der er kommet unge mennesker fra gymnasiet i bestyrelsen, og en af pigerne har foreslået at besøge de ældre, som bor alene eller på plejehjem. ”Mange udenlandske familier savner bedsteforældrene, fordi de kommer fra en kultur, hvor man har tæt tilknytning til de ældre familiemedlemmer. Det er dejligt med forslag og ideer fra de unge mennesker, som også inddrages aktivt, når der planlægges rejser. Vi er i gang med at planlægge en tur til Spanien, og de unge har fået stort ansvar i forbindelse med tilrettelæggelsen af turen. Vi har en rigtig dygtig gruppe, som elsker kampsport og underviser i Kung-Fu. Her kæmper man ikke mod andre, men mod sig selv og mediterer også. Vi har 5 events om året, hvor vi inviterer folk fra udlandet til at afholde kurser. Det er en stor succes. Kung-Fu kan netop både socialisere og resocialisere,” siger Mimoun, som selv har dyrket Kung-Fu i nogle år.

Fra babyforening til store drømme

Al Amal Herning kalder sig selv en ”babyforening”, eftersom den kun lige har rundet sin første fødselsdag, men Mimoun er godt tilfreds med de foreløbige resultater. ”Vi har etableret os som forening med vidt forskellige nationer repræsenteret via de 160 medlemmer, fået udformet vedtægter, sat rammerne op for det, vi gerne vil arbejde for og med og er blevet godkendt som forening. Desuden har vi etableret Al Amal i Esbjerg og i Kalundborg. År 2 vil vi arbejde endnu mere på synlighed bl.a. ved deltagelse i Frivillig Fredag og på at samarbejde med andre foreninger. Vi har bla. haft et møde med Inner Wheel i Holstebro og med Fællesbo i Herning, og vi håber at kunne åbne foreningen endnu mere også for danskere, så der åbner sig helt nye muligheder for kulturelle, uddannelsesmæssige og sportslige aktiviteter i fritiden. Alt sammen med henblik på at fremme tillid, respekt, tolerance og venlighed,” forklarer han, og både stemmen og øjnene fortæller, at han brænder 100 % for sagen. De store drømme er på kort sigt at spare sammen til en bus, men på længere sigt ønsker Al Amal og Mimoun Bouterfas sig et center, hvor de kunne have Kung-Fu events og andre sportsaktiviteter, afholde kurser og invitere familier til fællesspisning. Der skulle være en have med økologisk dyrkede produkter og bistader og ikke mindst et kontor. Lige nu er kontorets adresse Mimouns private hjem, men han ønsker sig et sted, hvor man kunne invitere politikere og andre foreninger på besøg. Et kæmpe center er den store drøm.

Af Joan Frøkiær

Netop hjemvendt fra en vandretur på 550 km på Caminoen sammen med sit 18-årige barnebarn er den 68-årige Jens Kristian Pedersen fra Vildbjerg igen klar til at gå som Natteravn i Hernings gader by night. Shorts, t-shirt og kasket bliver skiftet ud med den gule jakke, som siden 1998 har gjort ”Natteravnene” synlige og velkendte i byens natteliv. I 20 år har han været med til at gøre nattelivet trygt og sikkert for mange unge mennesker.

”Det er utroligt vigtigt, at der er nogle, som tager hånd om de unge, når de render rundt ude i nattelivet”, siger Jens Kristian Pedersen, som både er formand for Natteravnene i Herning og aktiv frivillig Natteravn fredag og lørdag aften og nat. ”Vi har alle været unge og har været igennem det der med at skulle prøve det hele af, så det er jo ikke noget nyt for nogen af os. Nogle falder igennem og har brug for hjælp i nattelivet, og der kommer vi så ind. Det, synes jeg, er utroligt vigtigt. Vi har oplevet mange gange, når vi ringer til forældrene og spørger, om de vil komme og hente deres børn, hvis børnene ligger og roder rundt, at de svarer: ”Nej, det må de selv finde ud af”. Det er frygteligt, men sådan er det, og der synes jeg, at Natteravnene gør en kæmpe forskel,” fortæller Jens Kristian, og interessen for og engagementet i de unge mennesker er ikke til at tage fejl af. For 20 år siden, da Jens Kristians egne børn var flyttet hjemmefra, troppede han op hos Natteravnene og syntes, at det var en måde, hvorpå han kunne gøre en forskel. Han havde tid og overskud til det og boede på det tidspunkt i Herning. Han kan godt lide at have med de unge at gøre og kan på ingen måde genkende mediebilledet af en til tider umulig og håbløs ungdom. ”Det er utroligt hyggeligt og sjovt at gå og snakke med dem. Vi har mange sjove oplevelser”. De frivillige Natteravne melder ind til en turplanlægger, hvornår de gerne vil gå i gaderne, hvorefter der bliver sammensat hold på 3. Det er et krav, at man skal gå 3 sammen. Turplanlæggeren tilstræber, at der er både mænd og kvinder i gruppen. Som frivillig kan man gå en gang i kvartalet eller så mange gange, som man har tid og lyst.

Tillid er altafgørende

Med vægt i stemmen siger Jens Kristian: ”Vi føler helt sikkert, at vi gør en forskel. Langt de fleste unge kender os godt”. På spørgsmålet, om der er en særlig episode, som han husker, smiler Jens Kristian og fortæller: ”Vi oplevede en aften, at der var en ung pige, som var meget beruset, ja, hun kunne faktisk ikke rigtigt gå, men tumlede ind i en butiksrude og faldt sammen. Vi går hen og spørger, om hun skal have lidt hjælp, men hun afviser det bestemt og mener, at hun nok skal klare det. Men det varer ikke længe, før hun falder igen, og vi spørger endnu engang, om hun skal have hjælp. Hun kigger skævt og forpjusket op på os og spørger: ”Er I Natteravne? Så må I godt følge mig hjem”. Vi har et rigtig godt ry, og det skal vi værne om. Jeg kan kun huske en enkelt episode, hvor vi skulle trække os”. Natteravnene er synlige og velkendte og skal ikke først til at forklare, hvem de er og hvorfor de er der. De uddeler kondomer og bolsjer, og udøver ingen magt, så det drejer sig ikke om muskler. Det bedste hold består af både mænd og kvinder, da det er tydeligt, at pigerne ofte henvender sig til de kvindelige Natteravne, mens drengene henvender sig til de mandlige. De første gange som Natteravn er man sammen med nogle garvede frivillige, men der er mulighed for at deltage i forskellige kurser om bl.a. konflikthåndtering, så man kan føle sig klædt på til opgaven. For Natteravnene er tillid et nøgleord. Jens Kristian siger, at man ikke skal ud og fortælle de unge, hvordan de skal opføre sig, men man kan tale med dem om det. Hvis Natteravnene begynder at belære dem, gider de ikke at have med dem at gøre, og så har Natteravnene mistet de unges tillid. ”Vi har den fordel frem for politiet, at de unge kommer hen og snakker med os. Vi snakker faktisk på lige fod. De unge skal kunne komme hen til os og fortælle, hvordan det er, og så må vi jo vurdere, hvad der skal gøres. Tilliden er utroligt vigtig.”

”Hvor er vi glade for, I er her”

Natteravnene går på hovedstrøget i Herning i tidsrummet fra midnat til kl. ca. 3 om natten alt efter behov, men de tager også afstikkere til sidegader og baggårde, så de har om nogen lært Herning at kende by night. Med varme i stemmen siger Jens Kristian: ”Når vi går sådan en aften, hvor de unge kommer og siger: ”Hvor er vi glade for, I går her!”, så må det jo betyde, at der er brug for det. Hvis de føler sig mere sikre og trygge, så behøver jeg ikke at vide mere. Når vi kommer tre ædru mænd i ens jakker, lægger det trods alt en dæmper på mange ting. Mange tænker tydeligvis: ”Så kunne det jo godt være, vi skulle lade være at slås, at opføre os dumt eller at smadre en rude”. Så en vis form for autoritet udstråler vi”. Natteravnene oplever ofte, at nogle søger tilflugt hos dem, men de har aldrig følt sig truet som gruppe. De står også som repræsentanter for at holde en god tone. De unge er søde og rare, og naturligvis toppes nogle lidt, men det går Natteravnene ikke ind i. Hvis ikke de kan tale de unge ud af konflikten, ringer de til politiet. ”Det ligger uden for vores opgave. Er der optræk til ballade, kontakter vi politiet, som vi har et godt samarbejde med. De tager os alvorligt,” fortæller Jens Kristian. I de 20 år, hvor Jens Kristian har været aktiv Natteravn, har nattelivet forandret sig. De 10-13-årige, som de dengang mødte rundt omkring i gaderne om natten, ser de ikke mere, men Jens Kristian er ikke sikker på, at problemet er helt forsvundet. ”De er nok nogle andre steder i dag. Efter aftale med SSP skal vi ud og opsøge dem fx på skoler og andre steder, hvor de færdes.

Fakta om Natteravnene:

Natteravnene er en frivillig organisation, som lokalt medvirker til at skabe tryghed især for børn og unge ved en ansvarlig, omsorgsfuld og forebyggende synlig tilstedeværelse i det offentlige rum     

• • • I 1998 fik Danmark sine første Natteravne i Helsingør og Randers.
    • I Danmark, Grønland og Færøerne er der nu 256 lokalforeninger.
    • Der er 4000 Natteravne i Danmark.
    • Danmarks Natteravne optræder med ens adfærd og etik.
    • Natteravnene støttes bl.a. af TrygFonden, DSB og Tuborg Fondet 

Af Joan Frøkiær

I medierne tales der ofte om psykisk syge, men ude hos den menige dansker er psykiske lidelser stadig et tabu. I foreningen ”Bedre psykiatri” tager man hånd om de pårørende, og der tilbydes et uvurderligt frirum.

”Vores forening er vigtig. Vi er der for de pårørende. Det er væsentligt, at de ved, vi er her og er parate til at tage imod dem med åbne arme. Der er forskellige former for pårørende. Vi er der ikke kun for familien, for pårørende kan i lige så høj grad være en nabo eller en arbejdskollega. Mange pårørende til psykisk syge har brug for et frirum, og det er lige netop, hvad vi tilbyder,” fortæller Tove Carstens, som i 2 år har været bestyrelsesmedlem i foreningen ”Bedre Psykiatri” i Herning. Hun har været aktiv i 10 år og havde deltaget i arrangementer for pårørende og forældre til psykisk syge, da hun blev opfordret af foreningens formand, Annette Neess, til at blive bestyrelsesmedlem. Hun var efterhånden blevet mere og mere engageret som pårørende. ”Jeg havde meldt mig til et forløb, hvor der havde været fokus på os som pårørende, da Annette spurgte, om jeg havde lyst til at give en hånd med i Herning. Det giver mig noget positivt, og jeg er meget glad for det. Alle i bestyrelsen er selv pårørende på en eller anden måde, så vi har kendskab til ”det virkelige liv”. Jeg er gået ind i det med den tanke, at hvis jeg bare kan hjælpe en eller to med at komme nemmere igennem systemet end de erfaringer, jeg har gjort mig med netop dette, så har jeg været med til at gøre en forskel,” uddyber Tove Carstens.

Stadig tabuemne

I Danmark er der mange psykisk syge, og tallet er både stigende og overvældende. Herning Kommune og Ikast-Brande Kommune har i dag 37.500 pårørende i psykiatrien, hvoraf 12.500 er nære pårørende. Tove Carstens forklarer: ”Psykisk sygdom er en usynlig sygdom. For de pårørende er der mange ting i spil. For det første skal du acceptere, at du er pårørende; du skal acceptere, at du har en i familien, som er psykisk syg. Derefter skal du finde ud af, hvordan du forholder dig til psykisk sygdom. I medierne tales der om psykisk syge, men ude hos den menige dansker er det stadig et tabu. Hvorfor skal folk være flove over, at der er psykisk sygdom i familien? Folk er jo ikke flove over, at de har fået kræft. Jeg ved snart ikke, hvad der er værst. Mange bliver kureret for kræft, men de fleste psykisk syge skal leve med det resten af livet. Og man skal huske, at deres pårørende er pårørende i lige så lang tid.”. ”Bedre psykiatri” arbejder ikke med det lovgivningsmæssige, men er der for de pårørende. Dialogen med politikerne tager hovedkontoret i København sig af, men lokalforeningens kasserer deltager i mange møder på kommunen, så han har også fingeren på pulsen lokalt. ”Mit mål med at gå ind i lokalforeningens arbejde er at arbejde for, at så snart man har en pårørende med en diagnose, skal man automatisk henvises til støttegrupper, så man kan få den nødvendige hjælp. Mange ved ikke, at de skal søge om hjælp til støtte til en psykisk syg, da det ikke er noget, man automatisk får. De psykisk syge går jo ikke selv op på kommunen, og det er der, man som pårørende har en stor opgave. Når diagnosen bliver stillet, ja, så er man faktisk i chok, og herefter skal man igennem nogle processer. Man kommer i en slags sorg, og det er noget, der skal bearbejdes. Jeg tror på, at en af grundene til, at antallet af psykisk syge er stigende bl.a. er, at der ikke bliver taget hånd om de pårørende. Det er bevist, at de ofte selv udvikler psykiske sygdomme. Derfor er vores formål at støtte op om de pårørende.”

Caféaftener og Walk & talk

Den sidste mandag i hver måned fra kl. 19-21 holder ”Bedre psykiatri” uformelle cafèaftener i Frivilligcenter Herning. Pårørende kan komme og få en snak over en kop kaffe. Caféaftenerne har ikke noget program, alle bydes velkomne, og det er meget op til de pårørende, hvordan aftenen skal forløbe. Der tales om løst og fast, og det behøver ikke at være om sygdom. Tove Carstens fortæller: ”Det kræver stor overvindelse for mange at åbne døren, for når du gør det, så synliggør du jo, at du har en psykisk syg i familien. Samtalen kan sagtens dreje sig om en positiv oplevelse, og folk falder naturligt ind i samtalen. Vi har desuden en psykoteraput, som ofte kommer. Hun kan give NADA (øreakupunktur), så det er der også mulighed for. Vi ville gerne være mange flere til cafèaftener, men jeg tror, mange føler, de får et stempel. Vi prøver at være med til at nedbryde tabuet ved at være så synlige som muligt. At komme meget ud til forskellige steder i vores forenings t-shirts, som snart skifter fra grøn til orange. Jeg har aldrig selv lagt skjul på, at jeg er pårørende.” I år har foreningen arrangeret 2 Walk&talk aftener, hvor man har været ved Gødstrup Sø og ved den nye sø ved Arnborg, da lokalforeningen dækker både Herning og Ikast-Brande Kommune. ”Man snakker utroligt godt, når man går,” smiler Tove Carstens.

Synlighed

I ”Bedre psykiatri” arbejdes der meget målrettet og aktivt på at skabe synlighed. Facebook bruges aktivt, og der lægges bl.a. små film op om kommende arrangementer. Foreningens foredrag er populære og åbne for alle, uanset om man er medlem af foreningen eller ej. I samarbejde med Sindets Dag afholdes der i Brande et foredrag med Dennis Knudsen, som taler om angst, og i Herning et foredrag med sygeplejerske og ADHD-konsulent Trish Nymark, hvor temaet er ”Nydiagnosticeret med ADHD som voksen”. ”Sidste gang vi havde et foredrag, var vi nødt til at sige nej til nogle af pladshensyn. Vi serverer altid kaffe og kage, men da vi jo skal betale for foredragsholder og kørsel, prøver vi denne gang at opkræve 50 kr. Man får et beløb pr. medlem fra hovedkontoret samt penge fra sponsorater, som vores kasserer søger, men der er også udgifter til brochurer, foldere og andet materiale, som man altid kan tage med hjem fra et arrangement. Til vores arrangementer kommer der også fagfolk, som ønsker at få mere viden, så vi kommer bredt ud.” På Frivillig Fredag er ”Bedre psykiatri” naturligvis også til stede for at skabe synlighed omkring deres arbejde. Foreningen får mange positive tilbagemeldinger om deres aktiviteter. Bestyrelsesmedlemmerne deltager fx i en debat i Århus om spiseforstyrrelser, og hvert andet år mødes frivillige fra hele landet på Fyn til konference. Foreningen tæller ca. 150 medlemmer, og der er gratis intromedlemsskab.

Det højeste ønske

Tove Carstens var også til stede på standen for Bedre Psykiatri til Frivillig Fredag og fortæller: ”Jeg havde sådan en utrolig god følelse inde i mig selv, da vi sidst havde haft Frivillig Fredag. Jeg talte med mange, som var utroligt positive, og som gerne ville tale om deres egen situation. Den respons, man får, når man taler med folk, er helt utrolig, og man føler, man har opnået noget. Måske ikke lige her og nu, men det kommer. Folk skal have tid. I vores forening kommer du langt med at være dig selv, men jeg vil også sige, at ærlighed har stor betydning. De kan mærke, at jeg vil dem det godt.” Det er meget forskelligt, hvor meget tid Tove Carstens bruger på det frivillige arbejde. Der er bestyrelsesmøde hver måned, og hun modtager en del mails, der skal tages stilling til.” Jeg føler, jeg gør en forskel via mit arbejde i ”Bedre psykiatri”. Det er ikke nemt at gøre det konkret, men følelsen af, at det har været en god dag fx på Frivillig Fredag, og at man har opnået noget af det, man gerne vil, er det hele værd og giver mening for mig,” understreger hun. Tove Carstens har et stort ønske om, at når folk får en diagnose, burde de pårørende automatisk blive henvist til ”Bedre Psykiatri”. ”Jeg forestiller mig, at så snart en diagnose bliver stillet, får hver familie udleveret sådan en ”selvhjælpspakke” med henvisning til de forskellige muligheder for hjælp, der findes. Så kan de pårørende selv vælge, om de vil komme. De skal ikke først stå og forklare, hvorfor og hvordan de gerne vil have hjælp. Det koster jo naturligvis penge, så det er svært at komme igennem med,” afslutter Tove Carstens.