
Besøgsvennerne
Af Joan Frøkiær
”Vi ses på søndag!”
Lysten til at være noget for et andet menneske er drivkraften for Inge Birthe Max Jensen, når hun som besøgsven for Ældre Sagen hver anden søndag eftermiddag mødes med 81-årige Grethe Wagner til en hyggelig snak og en kop kaffe/te.
Tillid. Snak. Hygge. Det er de vigtigste ingredienser, når besøgsvennen Inge Birthe og besøgsværten Grethe mødes. Det er søndag, og Grethe tager imod i sin hyggelige bolig. Der er gjort klar til besøg. Kaffe, te og kage er fundet frem, og der er ingen tvivl om, at Inge Birthe er ventet og meget velkommen. Der er smil og varme, og det er tydeligt, at der er tillid og gensidig forståelse og sympati mellem de to kvinder. I knapt et år har de mødtes hver anden søndag eftermiddag til et par timers hygge. ”Det er det hele værd i og med, at du føler, du kommer og gør nogle mennesker glade, fordi der kommer nogle og snakker med dem,” siger Inge Birthe. Og Grethe tilføjer: ”Jeg synes, det er dejligt, når Inge Birthe kommer og ville blive ked af det, hvis hun ikke kom mere. Jeg ville ikke have en anden. Inge Birthe har ingen bil og kommer i al slags vejr.” ”Har man sagt A, må man også sige B,” indskyder Inge Birthe med et overbevisende smil. ”Jeg gør det, fordi jeg kan, har overskud af tid og har lyst til at være noget for et andet menneske, som måske er ensomt og godt kunne bruge en, der kommer og forstyrrer lidt,” fortsætter hun med varme og glimt i øjet.
En glæde over at være sammen
Inge Birthes engagement i det frivillige arbejde startede, da hun havde sluttet sit arbejdsliv og derfor havde masser af tid. ”Vi skal give noget service tilbage til menneskeheden, og det er så mit bidrag. Jeg håber, jeg er med til at gøre en forskel. Retur får jeg selv en glæde over, at vi er sammen. Vi får nogle gode snakke, og vi hygger os. Vi kan tage på tur, vi kan gå langt helt ned forbi golfbanen, så jeg synes, vi har det godt og hyggeligt.” Det er Grethe helt enig i: ”Ja, det er hyggeligt. Mine børn bor på Sjælland og er ikke så tæt på. Jeg har en del veninder, men de har jo også familie og er oppe i årene. Nogle gange går vi over i Herning Centret og spiser frokost. Min bror handler for mig en gang om ugen, men hvis der er noget, jeg mangler, hjælper Inge Birthe mig med at købe det. Grethe har Parkinson og har derfor brug for både sin rollator og sin elscooter, og Inge Birthe har vist hende, hvor hun kan køre. ”Så jeg har også lært at køre elscooter,” indskyder Inge Birthe.
Som besøgsven medbringer Inge Birthe sund fornuft, medmenneskelighed og empati, og med en Sosu-uddannelse i baglommen er hun vant til at have med mennesker at gøre, hvilket hun absolut betragter som en fordel. Grethe indskyder: ”Jeg får lov til at gøre det, jeg kan. Hun hjælper mig uden at være overbeskyttende.” En besøgsven er ikke en erstatning for en, der kommer fra kommunen, og netop det, at de to kan bruge tiden på at sidde og snakke, er utroligt værdifuldt. Som besøgsven træder man jo ind i et privat hjem, og som besøgsven og besøgsvært kommer man tæt på hinanden. ”Det har jeg ingen betænkeligheder haft ved. Jeg mener, jeg har så meget menneskekundskab, at jeg godt kan vurdere, om det er en, jeg vil fortælle noget til. Der er selvfølgelig noget, man ikke fortæller, men mange ting tæt på fortæller jeg, fordi jeg ved, at Inge Birthe ikke er udfarende med den slags. Der er jo visse ting, man ikke deler med sin familie. Man kan læsse af, og man ved, det ikke kommer videre. Man trænger bare til at få det ud af kroppen, og det har alle brug for,” forklarer Grethe, så tavshedspligten og tillidsforholdet er vigtige ingredienser i samværet mellem besøgsven og -vært. De er absolut ikke enige om alt, ”og det skal vi heller ikke være”, siger de samstemmende, så de kan godt tage en diskussion. ”Det eneste, vi slet ikke er enige om, er mad,” tilføjer Grethe, og smilene hos dem begge fortæller, at der ligger sjove historier gemt i dette emne.
10-års nålen i Ældre Sagen
Inge Birthe er en meget aktiv frivillig og har opnået at få 10-årsnålen i Ældre Sagen for sit arbejde. Allerede som 45-årig meldte hun sig ind i organisationen, som hun brænder for. Efter hun flyttede til Herning, gik hun mere aktivt ind i arbejdet og er nu også en del af bestyrelsen. Igennem mange år var hun med i Søndagscafeen, men nu står hun for alle de kulturelle arrangementer og kører desuden alt vedrørende efterårets årlige influenzavaccinationer. ”Men jeg er ikke kun i Ældre Sagen. Jeg er stor dyreven og gør meget der. Desuden er jeg medlem af en loge, hvor jeg har en krævende post, så der går meget tid med frivilligt arbejde,” fortæller Inge Birthe.
Hun har været i det sociale humanitære arbejde i mange år, så Grethe er den fjerde, hun via Ældre Sagen er besøgsven for. Hun har været besøgsven for en blind mand, som hørte for godt til at få ledsaget udgang fra kommunen. Når han gerne ville til sammenkomster i Blindesamfundet, ringede han til hende. Så tog hun ud til ham, og de tog en taxa derfra. ”Der gjorde jeg virkelig en forskel, for han havde meget få mennesker i sit liv,” siger Inge Birthe med vægt i stemmen. Hun fortsætter: ”Det er jo også en stor sorg, når én falder bort. Man bliver berørt personligt. Det er faktisk en lige så stor sorg, som hvis det er et familiemedlem, der går bort. Der skal nok lige gå nogen tid, inden man skal have en ny og inden det har lagt sig igen. Man investerer jo sig selv, og det gør Grethe også i mig.”
Besøgstjenesten har mange år på bagen, og Ældre Sagen har eksisteret siden 1987. ”De er virkelig med til at gøre en forskel for ældre mennesker. De tager mange ting op, som ellers ville blive syltet af politikerne. De har absolut en stemme, der bliver hørt og er nok noget at det største ikke-politiske organ, vi har,” udtaler Inge Birthe.
Besøgsven og besøgsvært - det vigtige match
I Herning har Ældre Sagen 47 besøgsvenner i private hjem samt 20 besøgsvenner på plejehjem. Der er et stort behov for besøgsvenner, og Ældre Sagen får mange henvendelser fra pårørende, men også fra hjemmeplejen og visitationen i kommunen. Birgit Houmark er næstformand i Ældre Sagen i Herning og leder besøgstjenesten. Hun tager på besøg hos den ældre, der ønsker en besøgsven, og får en snak om interesser og forventninger. Den samme samtale har hun med den, der ønsker at blive besøgsven, hvorefter hun forsøger at matche besøgsvært og besøgsven. Ved det første møde mellem disse to deltager Birgit Houmark altid og får derved en fornemmelse af, om det er det rigtige match. ”Det er utroligt vigtigt og helt afgørende, at de to parter matcher hinanden, for at der kan komme en rigtig positiv relation ud af det. Hvis det ikke er tilfældet, finder jeg et nyt match. Vi har også helt unge besøgsvenner i 20´erne, og det er der kommet nogle fantastisk gode relationer ud af,” fortæller Birgit Houmark. Besøgstjenesten har venteliste med ældre, der gerne vil have en besøgsven, og man kan kontakte Birgit Houmark, hvis man er interesseret. Der annonceres ofte efter besøgsvenner, da efterspørgslen er stigende. Man er altid velkommen til at kontakte Ældre Sagen og få en snak om mulighederne som både besøgsven og besøgsvært. Ældre Sagen skaber rum for det gode liv, og her spiller besøgstjenesten en vigtig rolle for mange ældre mennesker.