Et privilegie at hjælpe unge
Af Joan Frøkiær
Hos Headspace i Huset No.7 står ansatte og frivillige klar til at møde unge, der har brug for nogen at tale med. En af de frivillige, som de unge kan møde her, er den 31-årige sygeplejerske og mor til 3, Jane Hessellund. ”Det er vigtigere end nogensinde, at der er et sted som Headspace, hvor vi har tid og rum til at være der for de unge og til at lytte til dem. Det er min personlige drivkraft,” forklarer Jane, som føler sig privilegeret over at kunne være med til at gøre en forskel for mange unge.
Nørregade. Huset No.7. Ned ad trappen, hen til døren, hvorover det iøjenfaldende grønne skilt ”headspace” hænger. Hånden på håndtaget. Skal - skal ikke? Den indre diskussion om, hvorvidt man skal åbne døren, er velkendt for mange unge. Bag døren ved de, at der vil være nogle at tale med. Nogle, som vil lytte og hjælpe, når problemerne har tårnet sig op og fylder bare alt for meget i et ungt menneskes liv. ”Det kan være et kæmpe stort skridt at åbne døren og træde ind første gang. Men det er let at få kontakt med os. De unge behøver ikke at ringe, men kan blot sende en sms eller bare komme herind. Vi tager altid godt imod dem. Nogle går rundt om huset flere gange, og for nogle kan det være for svært,” siger Jane Hessellund, da hun tager imod i de hyggelige lokaler hos Headspace. Her hygger graffitti på væggene, grønne potteplanter og farvestrålende puder fortæller, at her er varme og nærvær. Intet kontoragtigt og ingen computere, der vil registrere dig i en journal.
Jane Hessellund har været frivillig i Headspace Herning i 2 1/2 år og er slet ikke i tvivl om, at hun via sit frivillige arbejde er med til at gøre en forskel: ”Vi ser jo tit, at vi slet ikke kan få øjenkontakt med de unge, når de kommer ind ad døren, og hovedet er helt nede, men når du ser dem, når de går ud ad døren igen, tænker du, at det er det hele værd. En tilfredshedsundersøgelse af Headspace viser, at de unge er rigtig godt tilfredse med at komme, så det giver i høj grad mening. Der er i den grad brug for, at vi taler noget mere sammen om det, der er svært”.
Intet er for stort, og intet er for småt
De unge kan komme med lige præcis det, der fylder netop nu. Der er mange unge, som ikke trives. Nogle har det svært med at gå i skole, har konflikter med forældre eller venner eller synes, det er svært at komme ud i sociale situationer. Det kan også være en pige, der har været oppe at skændes med sin mor om konfirmationskjolen, hvis det er det, der fylder. I Headspace er intet for stort og intet for småt. ”Jeg har talt med en ung mand jævnligt gennem 2 år, men nogle har brug for blot at komme en enkelt gang, at lukke op og tale og så er skuldrene nede igen. Jeg har lært, at det kræver tid, åbenhed og tålmodighed at få deres tillid og skabe relationen, og det kan godt være, det kræver 10 samtaler, hvor vi snakker i øst og vest, inden det vigtigste kommer på bordet,” fortæller Jane Hessellund.
Headspace tilbyder samtaler til unge mellem 12 og 25 og adskiller sig fra andre tilbud ved, at der intet skrives ned, man kan være anonym og de ansatte har tavshedspligt. ”Jeg tror, at det, vi kan i forhold til andre tilbud, er, at vi har al den tid, der er i hele verden. De kan godt komme andre steder, men så er der ofte begrænsning på, så de fx højst kan komme 10 gange. Selv hvis den unge er blevet væk fra 3 aftaler, siger vi stadig ”Hej og velkommen. Hvor er det dejligt at se dig!”, når de kommer 4. gang. Det, tror jeg, betyder rigtig meget for de unge, for de oplever ofte andre steder, at de bliver afsluttet, hvis de ikke møder op, men det gør vi ikke. Her er de altid velkomne.” Oftest deltager to fra Headspace ved en samtale, så der er flere ører til at lytte, og der kan komme flere perspektiver på det, der bliver talt om. ”På den måde bliver det ikke så sårbart for den unge, hvis den ene fx bliver syg eller stopper. Der er to kendte ansigter, de kender og har tillid til. Jeg synes, det fungerer rigtig godt,” afrunder Jane Hessellund.
Motivation til frivillighed
Igennem nogen tid havde Jane Hessellund ledt efter et sted at være frivillig, men ikke fundet det rette. ”Tilfældigt så jeg, Headspace søgte frivillige og tænkte, at der skal jeg da være! Som ung syntes jeg selv, det var rigtig svært i perioder, og sådan er det jo at være ung. Det kan være forvirrende, og det kan være rigtig vanskeligt at tale med omgivelserne om det. Jeg fandt heldigvis nogle voksne, som jeg havde tillid til, og som gav mig et rum til, at jeg bare kunne være mig fuldstændig på mine præmisser. De troede på mig og gav mig en masse tillid. Selv om jeg nogle gange gjorde dumme ting, så var de der uden at dømme mig, og det er min personlige drivkraft for mit frivillige arbejde. Det skal jeg give videre, for jeg tror på ingen måde, det er blevet lettere at være ung. Man kan se, at mistrivslen blandt børn og unge er støt stigende, så arbejdet i Headspace er vigtigere end nogen sinde. Headspace er netop et sted, hvor vi har tid og rum til at være der for de unge og til at lytte til dem. Vi er her på de unges præmisser”.
De frivillige bliver klædt godt på
En uddannelse som sygeplejerske og videreuddannelse i pædagogisk psykologi er i første omgang noget, der umiddelbart synes at klæde Jane Hessellund godt på til arbejdet som frivillig i Headspace, men alle frivillige kommer igennem en frivilliguddannelse over to weekender. Her bliver de undervist i de problemstillinger, de unge kommer med samt forskellige samtaleteknikker. Der bliver trænet og øvet, så man er godt klædt på til samtalerne, hvor der som udgangspunkt altid er to til stede -typisk en ansat og en frivillig. Hvis man er en ung frivillig, er man med i lang tid som nummer to, hvor man blot observerer, og når de ansatte og en selv vurderer, man er klar, kan man lige så stille begynde at tage over i samtalerne, hvor den ansatte stadig er til stede. ”Efter hver samtale har vi altid sparringer og løbende supervision med en, der kommer udefra. Det er en løbende uddannelse. En proces, hvor man bliver klædt rigtig godt på, ”siger Jane Hessellund, hvis engagement og evne til at lytte og være nærværende i en samtale ikke er til at tage fejl af.
Mangfoldighed og fællesskab
Headspace holder åbent kl. 11-18 fra mandag til torsdag, hvor unge også kan komme direkte ind fra gaden. I receptionen vil det ofte være Jane Hessellund, der med et smil og ”Velkommen” møder de unge med åbenhed og venlighed. ”Jeg har forskellige opgaver i Headspace. Der skal jo altid være nogle, der tager imod de unge og får lavet aftaler med dem eller passer telefonen, hvis nogle ringer ind. Jeg har også samtaler -nogle sammen med en anden ansat eller frivillig, andre som jeg kører alene. Derudover kører jeg ”Lær at tackle angst og depression”, som er selvhjælpskurser til unge med angst og depression. Vi arbejder meget med synlighed og forsøger at være til stede der, hvor de unge er fx til sidste skoledag. Derfor er jeg også ude på skoler og holder oplæg om, hvad Headspace er, om mental sundhed generelt, og hvordan vi hjælper og passer på hinanden,” fortæller Jane Hessellund.
Har man lyst til at være frivillig, skal man skrive en ansøgning og begrunde, hvorfor man er motiveret for at være frivillig. Derefter kommer man igennem en samtale, hvor det vurderes, om det er noget for den pågældende, samt om man vil kunne passe ind i Headspace. Der kræves ingen faglig baggrund, da Headspace ikke er behandling. Man tilbyder nogen at tale med, så frivilliggruppen består af mange forskellige. Mænd, kvinder, unge, ældre med mange forskellige baggrunde. ”Man tilstræber mangfoldighed, og det sætter vi stor pris på hernede, fordi det giver god mening for de unge. Vi er ret åbne, hvis en ung har været herinde, og kemien ikke rigtig har været der. Så finder vi en anden voksen, for nogle gange er det måske en ældre mand, der passer bedre end en ung kvinde.” De frivillige har løbende sparring og mange gode snakke med hinanden, så for Jane Hessellund er det et meningsfuldt sted at være: ”Vi har rigtig meget brug for at være i nogle fællesskaber, hvor vi er noget for hinanden, og det er vi i høj grad her i Headspace. Det er et rigtig dejligt sted at være”, slutter Jane Hessellund.
