af Arne Ladegaard

At være ramt af sorg er stadig et tabu, men udviklingen går den rigtige vej
Der er et stykke vej fra 35-årige Sidse Hempel Hedegaards daglige arbejde som køkkenassistent til jobbet som frivillig gruppeleder i en selvhjælpsgruppe for voksne under Selvhjælp Herning. Men Sidse føler, at hun kan spænde over begge dele. Medlemmerne i selvhjælpsgruppen er voksne kvinder, som har mistet et meget nært familiemedlem. Gruppen mødes ca. hver fjortende dag. Når gruppen mødes, er det Sidse, der som gruppeleder får sat gang i samtalen. Ofte startes med en runde, hvor den enkelte fortæller om, hvad der er sket siden sidst. Det kan fx være hvordan den sorgramte oplevede den første jul eller mærkedag uden den afdøde. Gruppedeltagerne har ofte haft et behov for at mødes med andre i samme situation – nogen de kan spejle sig i. Det er ikke altid, at de nærmeste pårørende forstår, hvordan den sorg er, som den enkelte bærer rundt på. Ideen med selvhjælpsgruppen er, at Sidse skal få gruppen i gang og gøre den selvkørende. Deltagerne skal på et tidspunkt kunne mødes selv, og opbygge et netværk de kan trække på i deres bearbejdning af sorgen.

Sidse har selv oplevet at miste en nærtstående
Som 12-årig mistede Sidse sin far i en trafikulykke. Da hun selv fik børn, opstod der et behov for at mødes med mennesker, der også havde mistet et nært familiemedlem. Hun startede egentlig selv Sidse, frivillig i en sorggruppe ”Du skal ikke være bange for stilheden” Sidse, frivillig i en sorggruppe som medlem i en selvhjælpsgruppe. Det viste sig dog hurtigt, at Sidses erfaring med selv at have mistet et nærtstående familiemedlem kunne være til gavn for andre. Derfor tog hun springet til at blive frivillig gruppeleder.

label om artikelserien

Samfundet har ændret syn på sorg
Når Sidse ser tilbage på de 23 år, der er gået, siden hun mistede sin far, kan hun se, at i dag har samfundet rykket sig, når det gælder om at kunne tale om sorg. For 23 år siden talte voksne lidt hen over hovedet på de børn, som havde mistet en forælder, en bror eller søster. De fleste gruppemedlemmer oplever, at mennesker i omgangskredsen har svært ved at tale med den sorgramte – de ved groft sagt ikke, hvad de skal sige. ”Det er ikke altid nødvendigt med store ord”, siger Sidse ”et kram eller et klem på skulderen kan ofte sige mere end mange ord”.

Den frivillige gruppeleder skal ikke være bange for stilheden
Der kræves ikke nogen formel uddannelse for at være gruppeleder i en sorggruppe. Det er dog en forudsætning for et godt resultat, at gruppelederen har empati, situationsfornemmelse, samt lysten til at lytte og anerkende den enkeltes sorg. ”Indimellem kan der også være tavshed” fortæller Sidse, og hun fortsætter ”så er det vigtigt at holde hovedet lidt koldt, fordi tavsheden også giver tid til refleksion, hvis der er en gruppedeltager, der har fortalt om en oplevelse”.

På det personlige plan synes Sidse, at jobbet som gruppeleder har givet hende en stor indsigt i de problemstillinger, som deltagerne går og tumler med. Hun er glad for den opbakning, hun har på hjemmefronten, da det godt kan være lidt hårdt at beskæftige sig med sorg og menneskelige problemer.

Sidse møder stor anerkendelse for sit frivillige arbejde
Når Sidse er ude blandt andre mennesker, får hun ofte stor anerkendelse for sit arbejde som frivillig i en sorggruppe. Der er stor forståelse for, at mange har behov for at tale om deres sorg. Der er også en del, som synes, at det må være tungt og trist at arbejde med sorg. ”Det kan det også være indimellem”, siger Sidse, men hun nævner samtidig, at hun selv får meget tilbage, og får et godt indblik i andres livssituation.

label om selvhjælp herning

  

Du kan i den kommende tid finde flere artikler om frivillige ildsjæle.  Se oversigten her

Fredensgade 14  •  7400 Herning, Danmark  •  Tlf: 31 57 56 01  • Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.  •  privatlivspolitik